#Grib dit mod

Skam, mod og sårbarhed – det hænger det sammen!

Lige nu er der i forbindelse med kvindernes kampdag 8.marts (2023) en vigtig kampagne på SoMe, der hedder #gribditmod challenge, der lægger op til at vi som kvinder ”deler erfaringer med at træde ud fra vores comfort zone og bryder med de stereotype forventninger, der er til os, i kraft af vores køn. Både dem der kommer fra den danske kultur og en anden etnisk kultur. Fra arbejdspladsen, det private mm.”

Wow – en vigtig kampagne! Iværksat af Souha Al-Mersal & Rikke Louise Fage-Fjord med formålet at inspirere kvinder til at turde bryde tabu om svære emner, som de bokser med bag kulisserne.

I forbindelse med min forskning omkring kvindelivets overgange (især overgangsalderen), har jeg gentagne gange stødt på kvinders følelse af SKAM. se fx denne blog af lidt ældre dato – men lige aktuel!

Meget af det til min store overraskelse: Skam over at have en hedetur og vise tegn på overgangsalder og manglende fertilitet, skam over at blive ældre og ikke være produktiv på arbejdsmarkedet, skam over følelser som vrede, tristhed og uligevægt når det dukker op i dagene før menstruationen, eller skam når vi ikke lykkes med at være familiens sociale kit, der sikrer harmoni og lykke.

Skam er måske som udgangspunkt en god ting for os som mennesker – uden skam ville vi være skamløse. Men følelsen er yderst uhensigtsmæssig, når det handler om forandringer vi ikke selv kan gøre for – og især problematisk hvis skamfølelsen bruges som led i undertrykkelse, fx af (ældre) kvinder eller minoriteter.

Den bedste måde vi kan komme skamfølelsen til livs, er ved at stå sammen og turde tale om det, der får os til at føle skam. På den måde kan vi ”se trolden i øjnene” og få trolden til at forsvinde. Men det kræver MOD! Mod til at fortælle om noget der er ubehageligt, pinligt, privat og uønsket. Og det gør os SÅRBARE – for det er jo på ingen måde sikkert, hvad der sker, hvis vi åbner op og fortæller om de svære øjeblikke. Men sårbarhed hænger også sammen med styrke – og er du i tvivl vil jeg anbefale at se amerikanske Brene Browns suveræne TEDtalk som siger det meste.

Jeg er fuld af beundring for de kvinder, der tør. Det kan fx ske i forbindelse med spørgetiden efter et foredrag om overgangsalderen, hvor en kvinde rejser sig op og fortæller helt inde fra hjertet, om hendes negative følelser i forhold til at blive ældre. Om hvordan hun føler sig mindre attraktiv, mere træt og mindre produktiv. Selv om hun faktisk yder det hun skal, og på gode dage er klar over at hun har fået større erfaring, overblik og evne til at prioritere. Dybest set forstår hun ikke, hvorfor hun selv føler sig kapabel til at blive en god leder, og samtidig ser sig selv med andres øjne, som en ’der bare er ved at blive gammel’.

Da jeg modtog opfordringen til at blande mig i debatten om skam – blandt andet i relation til ’alders-shaming’ var min første tanke, at vi godt nok er privilegerede i vores danske samfund, og at det næsten er pinligt at diskutere humørsvingninger, rynker og gråt hår, når kvinder i resten af verden satser liv, førlighed og frihed i kampen for kvinders rettigheder.

Men jeg køber argumentet om at skamfølelsen er universel, og kan ramme os uanset hvilken kultur vi kommer fra og på forskellige tidspunkter i livet. Og at jeg selv, til trods for min privilegerede status, hvor jeg er båret frem af tidligere kvinders kamp for ligestilling, selvfølgelig også kan få en følelse af sårbarhed. Hvad enten det handler om at forsøge at få ørenlyd for ældre kvinders muligheder i vores samfund, eller de mere personlige, når jeg skal stå ved min alder og de skavanker det medfører (69 år og med slidgigt hist og pist, træthed, hjertebanken og problemer med tænder, der knækker…) eller at tage den officielle titel som pensionist i min mund (tænk, det føler jeg er pinligt! og meget sværere at stå ved end min biologiske alder!) Men jeg ved også at vi er nødt til at stå ved vores sårbarhed fordi det kan være med til at skabe troværdighed omkring alt det kvinder 50+ OGSÅ kan – og som vi både kan og skal bidrage med i tiden der kommer. Og måske lykkes det til og med at begynde at grine sammen over de tossede ting vi forestiller os, når vi sidder i hvert vores lønkammer og forestiller os det værste. Det vil være en sand sejr.

Hvad har du selv, du gerne vil fortælle om og gerne kunne ryste på skuldrene af en dag, eller til og med grine af?