PRÆVENTION I OVERGANGSALDEREN
Så længe der er menstruationer, er der også mulighed for ægløsning og dermed for graviditet. Først et år efter den sidste menstruation ved man, at det var den sidste. Det gør, at prævention er nødvendigt i et halvt til et helt år, trods manglende blødninger.
De hormoner, man benytter mod gener i overgangsalderen, beskytter ikke mod graviditet.
Hormonspiralen er en rigtig god mulighed i årene omkring overgangsalderen. Dels fordi det er sikker prævention, dels fordi det reducerer blødningsforstyrrelserne og fordi du kan få samtidig behandling med ren østrogen, hvis du ønsker behandling for hedeture. Som oftest benyttes spiralen med det højeste hormonindhold i overgangsalderen, specielt hvis der er blødningsforstyrrelser.
P-piller og P-ring med østrogen og gestagen er til gengæld en dårlig løsning efter at man er fyldt 35-40 år, fordi risikoen for blodpropper stiger med alderen. Derfor anbefales i stedet minipiller, som kun indeholder gestagen, og ikke har den samme risiko.
P-stav er også en mulighed
Hormonspiralen lægges op hos lægen, og kan ligge i 6 år. Minipiller og p-stav er på recept, ligesom p-piller og p-ring.
Kondom er fortsat en mulighed, men kan volde problemer, når manden bliver ældre, og der kan være problemer med rejsningen.