Kommentar i Information 25.november 2021
Information har i disse dage afsat spalteplads til en serie om ”Kvinder i deres bedste alder”. Seriens titel er et forfriskende – og relevant – greb fra Informations side– så tak for det. Det kunne tyde på at tiden omsider er inde for et opgør med tabuet om kvinders alder og alle myter og fordommene som følger med. En ny historie, som er mere relevant for kvinderne (og måske også for mændene), end den gentagne fortælling om tab af ungdom, fertilitet og sex appeal. En historie, hvor vi også kan få lov til at sætte ord på de mange positive sider, der kan være ved at komme ind i et nyt livsafsnit.
Det er vigtigt at kvinderne selv blander sig i debatten og sætter EGNE ord på. I alt for mange år har det været op til andre at definere hvordan kvindelivets overgange skal tolkes: som noget syndigt, sygeligt eller aseksuelt. Efter århundreders tabuisering, er det derfor velgørende at der nu er ved at komme gang i samtalen om overgangsalderen.
Men der er et problem: I dag er det ofte kvinder med negative forestillinger og mange symptomer som får taletid. Det er fortsat billeder af sveddryppende kvinder foran en bordventilator der dominerer billedet, og angsten for tab af ungdom er til at tage og føle på. Det skal der selvfølgelig være plads til – det er jo et vilkår for mange kvinder – men for at lave en ny fortælling, der understøtter at kvinderne er i ”deres bedste alder”, er det også vigtigt at give plads til at høre fra de mange, hvor overgangsalderen ikke er så dramatisk, eller måske endda lukker op for nye muligheder.
Spændet i kvindernes måde at formidle overgangen på, viser sig allerede på seriens første dag (17.11). Kronikken, som er den første i serien, lægger ud med et spændende budskab fra antropologen Line Dalsgård: ”Lad os ikke dysse biologien ned, men lade den larme: Vi bør fejre overgangsalderen.”
Tilfældigt eller planlagt – det er ikke til at vide – er der samme dag en klumme med et noget andet budskab. Den unge skribent Mathilde Moestrup spejler sig i de aldrende stjerner fra Sex and the city, og skriver hvordan hun kan mærke det isne langs hendes rygrad, når hun tænker på at blive 50. Hun citerer skuespilleren Sarah Jessica Parker: Skal man forsøge at opretholde illusionen om ungdom og blive latterliggjort, eller skal man tillade sig selv at blive gammel – og så blive latterliggjort?
Målet må være at unge kvinder ikke skal gyse ved tanken om at nå midtvejs i livet, og at midaldrende kvinder ikke skal føle sig latterliggjort. Det vil kun lykkes, hvis vi bliver i stand til at fortælle en mere nuanceret historie om hvordan det er at blive ældre, og hvor overgangsalderen er den naturlig del af et kvindeliv, som med femisten Germaine Greer’s ord hverken skal sygeliggøres eller bagatelliseres.
Mit eget bidrag i serien, fra den 25.11.2021, som omhandler nogle af de positive sider ved overgangsalderen som jeg har fundet i min egen forskningkan læses her (bag log-in)